"Miljømål"

Vejledning til: score 1 for virksomheder (ikke-certificeret system) og score 3: virksomheder og husdyrbrug

De miljøforbedringer, som virksomheden eller husdyrbruget m.v. vil arbejde på at opnå, formuleres i konkrete målsætninger og mål: Hvad forventes opnået og hvornår?

Miljøforbedringerne kan for eksempel opnås som reduktioner af emissionen til omgivelserne, reduktion af affaldsmængden, flytning af affaldsproduktion fra deponi eller forbrænding til genbrug eller genanvendelse samt ved reduktion af forbruget af energi, vand og råvarer pr. produceret enhed eller udledningen af CO2 pr. produceret enhed. Forbedringer af miljøpræstationen skal være relateret til virksomhedens eller husdyrbrugets m.v. væsentligste miljøforhold.

Faktaboks - Eksempel på miljømålsætning og mål

Målsætning: Vi vil substituere miljøbelastende stoffer og materialer med mindre belastende i det omfang, det er teknisk og økonomisk muligt.

Mål: Vi vil nedbringe virksomhedens forbrug af produkt "X" per produceret enhed med 20%. Udgangspunkt er forbruget i 2019. Målet skal være opfyldt seneste for kalenderåret 2020.

Man kan vælge at sammenskrive målsætninger og mål.

For hvert mål bør virksomheden eller husdyrbruget m.v. enten opstille en handlingsplan for, hvordan målet nås eller på anden måde kunne redegøre for, hvordan de forventer at nå i mål. Handlingsplanen kan fx indeholde: navn på ansvarlig, beskrivelse af aktiviteter, tidsplan med milepæle, metode til dokumentering af hvorvidt målet er indfriet m.v.

 

Senest opdateret d. 24-6-2021