Kravene til afgivelse af oplysninger om håndhævelser m.v. er skærpede for virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, og oplysningerne skal ligesom tilsynsoplysninger afgives løbende og registreres på den enkelte virksomhed eller husdyrbrug m.v.
Når du afgiver oplysningerne skal du være særlig opmærksom på, om virksomheden eller husdyrbruget m.v. er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Du kan læse mere om dette i afsnittet "Rammer for og begrænsninger i afgivelse og offentliggørelse af oplysninger - Databeskyttelsesreglerne".
På virksomheder og husdyrbrug m.v., der ikke er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven skal du afgive oplysninger, når der er givet henstillinger, meddelt påbud, forbud eller indskærpelser, gennemført selvhjælpshandlinger eller foretaget politianmeldelser samt dato herfor. Det fremgår af § 14, stk. 2.
Disse oplysninger skal afgives senest 4 måneder efter, at tilsynet, der har ført til håndhævelsen m.v., har fundet sted. Vær opmærksom på, at oplysninger om håndhævelser m.v. meddelt i december måned skal afgives senest 1. april det efterfølgende år, for at det er muligt at bekræfte, at alle data for det forudgående år er afgivet og verificeret, når I udarbejder den årlige indberetning af tilsyns- og godkendelsesarbejdet.
For virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelsesloven, er det kun henstillinger, indskærpelser, påbud, forbud, du skal afgive oplysninger om, senest 4 måneder efter, at tilsynet, der har ført til håndhævelsen m.v., har fundet sted . Oplysninger om selvhjælpshandlinger og politianmeldelser skal du ikke afgive for den enkelte virksomhed eller husdyrbrug m.v., men derimod afgive som et samlet antal i den årlige indberetning af tilsyns- og godkendelsesarbejdet.
Særlige om revurderinger
Vær opmærksom på, at revurderinger meddelt efter miljøbeskyttelseslovens § 41, jf. §§ 41 a eller 41 b og husdyrbrugslovens § 39, jf. §§ 40 eller 41, ikke registreres som påbud, da revurderinger betragtes som ”miljøgodkendelser uden retsbeskyttelse”. Oplysninger om revurderinger, herunder selve afgørelsen, afgives som en afgørelse på samme måde som godkendelser, jf. § 15, stk. 1 og godkendelsesbekendtgørelsens § 56.
Særligt om opfølgning på påbud, forbud og indskærpelser
Når du følger op på en indskærpelse, et påbud eller et forbud, skal du registrere konklusionen på opfølgningen. Det gælder også, hvis et påbud eller et forbud påklages. Det kan du læse mere om i afsnittet ”Opfølgning på påbud, forbud og indskærpelser og offentliggørelse”.
Særligt vedrørende markstakke
Giver du henstillinger, meddeler påbud eller forbud, indskærper, gennemfører selvhjælpshandlinger eller politianmelder forhold, som berører markstakke, skal oplysninger herom afgives en gang årligt på aggregeret form hvert år senest 1. april i den årlige indberetning af tilsyns- og godkendelsesarbejdet. Det fremgår af bekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 2.
Særligt vedrørende mellemstore fyringsanlæg
Giver du henstillinger, meddeler påbud eller forbud, indskærper, gennemfører selvhjælpshandlinger eller politianmelder forhold vedrørende de paragraffer i bekendtgørelsen om mellemstore fyringsanlæg, der er nævnt i miljøtilsynsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 8, skal oplysninger om dette afgives særskilt, jf. § 17, stk. 2. Læs mere om mellemstore fyringsanlæg på Miljøstyrelsens hjemmeside under Vejledende udtalelser om mellemstore fyringsanlæg.
Særligt vedrørende virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsen
Miljøtilsynsbekendtgørelsen omfatter ikke risikotilsyn og håndhævelse m.v. af risikobekendtgørelsens regler, jf. § 1, stk. 4. Risikobekendtgørelsen varetager hensynet til sikkerhed med henblik på at forebygge større uheld på og omkring virksomheder, der opbevarer eller bruger store mængder af giftige, brandfarlige eller eksplosionsfarlige stoffer samt at begrænse følgerne for mennesker og miljø af et større uheld.
Du skal dog være særlig opmærksom, når du fører tilsyn med en virksomheds overholdelse af reglerne i risikobekendtgørelsen, og tilsynet giver anledning til håndhævelse, jf. risikobekendtgørelsens § 21. Hvis der er tale om håndhævelse af forhold, der også kontrolleres på miljøtilsynet, fx opbevaring af kemikalier med risiko for lækage til omgivelserne, skal du afgive oplysninger om håndhævelse m.v. jf. ovenstående.
Retsgrundlag
Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 14 - om afgivelse af oplysninger om tilsyn, håndhævelser og brugerbetaling for tilsyn (Kapitel 4)
For hver virksomhed og husdyrbrug m.v. omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden efter hvert tilsyn følgende oplysninger til Miljøstyrelsen:
1) Angivelse af myndighed.
2) Navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer.
3) Dato for tilsynets udførelse.
4) Typen af virksomheden eller husdyrbruget m.v. fordelt på de grupper, der fremgår af bilag 3, og eventuelle gældende listepunkter, herunder hovedaktivitet og eventuelle biaktiviteter.
5) Tilsynstype (administrativt eller fysisk).
6) Tilsynskategori (basistilsyn, herunder relaterede tilsyn, prioriterede tilsyn, kampagnetilsyn, opstartstilsyn, § 9-tilsyn, øvrige tilsyn).
7) Antallet af markstakke på det enkelte husdyrbrug.
8) Om tilsynet helt eller delvist har vedrørt reglerne i eller afgørelser efter kapitel 3 og 4 samt § 46, stk. 1, nr. 1-6 og stk. 2, §§ 49, 54, 55, 56, 58, 59, 60, 61 og 62, § 73, stk. 5, § 74, stk. 5, §§ 75 og 79, § 81, stk. 1, nr. 2, § 82, § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, § 84, § 86, nr. 2, § 88 og § 90, stk. 2, i bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg. Dette gælder dog ikke reglerne om emissionsgrænseværdier for spormetaller og CO, reglerne om egenkontrol for spormetaller, reglen om indretning af målested og reglerne om måling og regulering af O2-indholdet i røggassen.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen for hver virksomhed og husdyrbrug m.v. oplyse, når der er meddelt påbud, forbud, indskærpelser og henstillinger samt datoen herfor. For de virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, skal det desuden oplyses, hvorvidt der er foretaget selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser samt datoen herfor.
Stk. 3. For øvrige virksomheder og husdyrbrug m.v. end dem, som er omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden oplysningerne efter stk. 1 og 2 efter enten hvert tilsyn eller oplysningerne i stk. 1, nr. 4-7 og stk. 2 årligt senest den 1. april for det forudgående kalenderår fordelt på de relevante grupper af virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af § 1, stk. 2, som fremgår af bilag 3.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om brugerbetaling for tilsyn årligt senest den 1. april for tilsyn for det forudgående kalenderår, fordelt på de grupper, som fremgår af bilag 3.
Stk. 5. Oplysningerne skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.
Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 15 - om afgivelse af oplysninger om afgørelser for husdyrbrug m.v. (Kapitel 4)
For husdyrbrug m.v. afgiver godkendelsesmyndigheden, efter hver godkendelse eller tilladelse meddelt efter §§ 16 a eller 16 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller efter de tidligere gældende regler i §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug eller revurdering efter bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug følgende oplysninger til Miljøstyrelsen:
1) Angivelse af myndighed.
2) Navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer.
3) Typen af husdyrbruget m.v. fordelt på de grupper, der fremgår af bilag 3, herunder efter hvilken bestemmelse husdyrgodkendelsen eller -tilladelsen er meddelt.
4) Dato for afgørelsen.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden afgiver samtidig kopi af afgørelsen til Miljøstyrelsen via den digitale løsning, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.
Stk. 3. Godkendelsesmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om brugerbetaling for godkendelse og tilladelse, efter enten hver godkendelse og tilladelse, eller årligt senest den 1. april for godkendelse og tilladelse for det forudgående kalenderår, fordelt på de grupper, som fremgår af bilag 3.
Stk. 4. For hvert husdyrbrug, hvor dyreholdet overstiger en stipladsgrænse efter § 16 a, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller en stiplads- eller dyreenhedsgrænse efter de tidligere gældende regler i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, oplyses desuden følgende:
1) Om der er fastsat emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, jf. bestemmelserne om fastsættelse af lempeligere emissionsgrænseværdier end dem, der følger af BAT-konklusioner i bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug.
2) Om der er meddelt dispensation for overholdelse af en eller flere emissionsgrænseværdier med henblik på at afprøve ny teknik.
Stk. 5. Oplysningerne skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.
Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 17 - om den årlige indberetning til Miljøstyrelsen (Kapitel 4)
Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden skal hvert år senest den 1. april til Miljøstyrelsen med de begrænsninger, der følger af anden lovgivning, indsende deres skriftlige vurdering af og bemærkninger til de oplysninger, der skal meddeles efter §§ 14 og 15 i denne bekendtgørelse, efter § 51 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, efter § 45 i bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller og efter § 93, stk. 1 og 2, og § 94 i bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg for det forudgående kalenderår, samt bekræfte, at alle data er afgivet og verificeret.
Stk. 2. Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden skal endvidere hvert år senest den 1. april til Miljøstyrelsen om det forudgående år oplyse følgende:
- Antal politianmeldelser og selvhjælpshandlinger for de virksomheder og husdyrbrug m.v., som er omfattet af persondataloven.
- Antal henstillinger, påbud, forbud, indskærpelser, selvhjælpshandlinger og politianmeldelser vedrørende forhold, som berører markstakke.
- Antal påbud, forbud, indskærpelser, henstillinger, selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser, som vedrører reglerne i eller afgørelser efter kapitel 3 og 4 samt § 46, stk. 1, nr. 1-6 og stk. 2, §§ 49, 54, 55, 56, 58, 59, 60, 61 og 62, § 73, stk. 5, § 74, stk. 5, §§ 75 og 79, § 81, stk. 1, nr. 2, § 82, § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, § 84, § 86, nr. 2, § 88 og § 90, stk. 2, i bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg. Dette gælder dog ikke reglerne om emissionsgrænseværdier for spormetaller og CO, reglerne om egenkontrol for spormetaller, reglen om indretning af målested og reglerne om måling og regulering af O2-indholdet i røggassen.
Senest opdateret d. 24-6-2021