Bekendtgørelsen stiller ikke krav om afgivelse af stamoplysninger, der løbende skal opdateres, for virksomheder eller husdyrbrug m.v., der ikke er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, jf. § 14, stk. 3.
Hvis du som tilsynsmyndighed ønsker at afgive oplysninger om tilsyn og håndhævelser m.v. efter hvert tilsyn, jf. afsnit 3.5.3 og 3.5.4, kræver det dog, at du først opretter virksomheden eller husdyrbruget m.v. i Digital Miljøadministration (DMA). Det sker ved at afgive oplysninger om virksomhedens eller husdyrbrugets m.v. navn, adresse, CVR-nr. og evt. P-nr. og evt. CHR-nr. samt oplysninger om virksomhedsgruppe iht. bilag 3, jf. § 14, stk. 1 og 3. Du kan læse mere om dette i afsnittet "Oplysninger om tilsyn".
Retsgrundlag
Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 14 - om afgivelse af oplysninger om tilsyn, håndhævelser og brugerbetaling for tilsyn (Kapitel 4)
For hver virksomhed og husdyrbrug m.v. omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden efter hvert tilsyn følgende oplysninger til Miljøstyrelsen:
1) Angivelse af myndighed.
2) Navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer.
3) Dato for tilsynets udførelse.
4) Typen af virksomheden eller husdyrbruget m.v. fordelt på de grupper, der fremgår af bilag 3, og eventuelle gældende listepunkter, herunder hovedaktivitet og eventuelle biaktiviteter.
5) Tilsynstype (administrativt eller fysisk).
6) Tilsynskategori (basistilsyn, herunder relaterede tilsyn, prioriterede tilsyn, kampagnetilsyn, opstartstilsyn, § 9-tilsyn, øvrige tilsyn).
7) Antallet af markstakke på det enkelte husdyrbrug.
8) Om tilsynet helt eller delvist har vedrørt reglerne i eller afgørelser efter kapitel 3 og 4 samt § 46, stk. 1, nr. 1-6 og stk. 2, §§ 49, 54, 55, 56, 58, 59, 60, 61 og 62, § 73, stk. 5, § 74, stk. 5, §§ 75 og 79, § 81, stk. 1, nr. 2, § 82, § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, § 84, § 86, nr. 2, § 88 og § 90, stk. 2, i bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg. Dette gælder dog ikke reglerne om emissionsgrænseværdier for spormetaller og CO, reglerne om egenkontrol for spormetaller, reglen om indretning af målested og reglerne om måling og regulering af O2-indholdet i røggassen.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen for hver virksomhed og husdyrbrug m.v. oplyse, når der er meddelt påbud, forbud, indskærpelser og henstillinger samt datoen herfor. For de virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, skal det desuden oplyses, hvorvidt der er foretaget selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser samt datoen herfor.
Stk. 3. For øvrige virksomheder og husdyrbrug m.v. end dem, som er omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden oplysningerne efter stk. 1 og 2 efter enten hvert tilsyn eller oplysningerne i stk. 1, nr. 4-7 og stk. 2 årligt senest den 1. april for det forudgående kalenderår fordelt på de relevante grupper af virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af § 1, stk. 2, som fremgår af bilag 3.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om brugerbetaling for tilsyn årligt senest den 1. april for tilsyn for det forudgående kalenderår, fordelt på de grupper, som fremgår af bilag 3.
Stk. 5. Oplysningerne skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.
Senest opdateret d. 24-6-2021