Miljøtilsynsplan - indhold og offentliggørelse

Som tilsynsmyndighed skal du udarbejde en miljøtilsynsplan. Planen skal beskrive, hvordan tilsynsindsatsen på miljøområdet overordnet vil blive gennemført i den kommende periode. Den skal også give et overblik over, hvilke væsentlige miljøproblemer der er inden for det geografiske område, som myndigheden fører tilsyn med.

Du kan læse mere her:

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 3 - om miljøtilsynsplaner (Kapitel 2)

Tilsynsmyndigheden udarbejder en miljøtilsynsplan, som omfatter de virksomheder og husdyrbrug m.v., der er nævnt i § 1, stk. 2, og som ligger inden for tilsynsmyndighedens kompetenceområde. Miljøtilsynsplanen skal indeholde

1) en angivelse af det geografiske område, som planen omfatter,

2) en generel vurdering af relevante væsentlige miljøproblemer på tilsynsmyndighedens område,

3) en fortegnelse over de virksomheder, der er optaget på bilag 1 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, og de husdyrbrug, hvor dyreholdet overstiger en stipladsgrænse efter § 16 a, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller en stiplads- eller dyreenhedsgrænse efter de tidligere gældende regler i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, herunder oplysninger om navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer og gældende listepunkt(er) for IED-aktivitet,

4) en beskrivelse af tilsynsmyndighedens tilsynsindsats, herunder hvordan et tilsynsbesøg tilrettelægges og gennemføres, samt procedurer for de tilsyn, som skal føres som led i et aktivt tilsyn, herunder tilsyn hurtigst muligt ved væsentlige miljøklager eller væsentlige miljøuheld, og når det er relevant, før en godkendelse meddeles eller revurderes, jf. § 9, og

5) en beskrivelse af eventuelle samarbejdsrelationer med andre myndigheder i forhold til tilsyn.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør et udkast til miljøtilsynsplan og oplyser samtidig, at enhver har ret til at kommentere udkastet inden for en frist på fire uger. Hvor Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed, sender styrelsen samtidig med offentliggørelsen udkastet til alle kommunalbestyrelser med anmodning om bemærkninger.

Stk. 3. Efter høringsfristens udløb foretager tilsynsmyndigheden de nødvendige ændringer og stiller miljøtilsynsplanen til rådighed for offentligheden umiddelbart herefter.

Stk. 4. Miljøtilsynsplanen opdateres mindst hvert 4. år.

Stk. 5. Ved mindre væsentlige ændringer eller opdateringer af miljøtilsynsplanen i den fireårige periode finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse, og miljøtilsynsplanen kan stilles til rådighed for offentligheden umiddelbart efter ændringen eller opdateringen.

Stk. 6. Offentliggørelse, jf. stk. 2, 3 og 5, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed, med angivelse af myndighed og periode.

Senest opdateret d. 24-6-2021