Eksempel 1
Anlæg, der var i drift før 20. december 2018 ("bestående fyringsanlæg") på 1-5 MW
Anlæg, der var i drift før 20. december 2018 ("bestående anlæg") med en nominel indfyret termisk effekt på mere end eller lig med 1 MW og mindre end eller lig med 5 MW bliver omfattet af bekendtgørelse om mellemstore fyringsanlæg den 1. januar 2030. Det følger af miljøtilsynsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 8, litra c), at disse anlæg bliver omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn d. 1. januar 2030.
Indtil d. 1. januar 2030 er disse anlæg omfattet af den tilsynsregulering, som er gældende for den virksomhedstype, som de udgør indtil da. Det betyder, at disse anlæg er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, hvis de er omfattet af et listepunkt på godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 eller 2 (fx listepunkt G 202), eller er teknisk og forureningsmæssig forbundet med en anden virksomhed eller husdyrbrug m.v., som er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn.
Faktaboks - Teknisk og forureningsmæssigt forbundet
For at være ”teknisk og forureningsmæssigt forbundet” med en anden virksomhed eller husdyrbrug m.v., skal følgende tre kriterier som udgangspunkt alle være opfyldt:
- Aktiviteterne skal være nært forbundet i en direkte operationel forstand, således at den ene aktivitet ikke kan udføres uden den anden
- Mellemstore fyringsanlæg skal være integreret i et teknisk forløb med den virksomhed eller det husdyrbrug m.v., som er omfattet af bekendtgørelsens krav om regelmæssige tilsyn
- Mellemstore fyringsanlæg skal bidrage til den samlede forurening. Det er ikke en forudsætning, at der er tale om det samme stof eller forurening
Du kan læse mere om, hvad der forstås ved ”teknisk og forureningsmæssigt forbundet” i Miljøstyrelsens Godkendelsesvejledning
Øvrige "bestående" fyringsanlæg på 1 MW og derover, men mindre end 5 MW, er ikke omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn indtil til den 1. januar 2030. Eksempelvis er et naturgasfyret fyringsanlæg på 4 MW på et gartneri ikke omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn frem til den 1. januar 2030, da gartneriet og fyringsanlægget hverken er godkendelsespligtige eller opført på bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen. Et sådan fyringsanlæg omfattes først af kravet om regelmæssig tilsyn fra den 1. januar 2030.
Eksempel 2
Anlæg, der var i drift før 20. december 2018 ("bestående fyringsanlæg") på 5-50 MW
Anlæg, der var i drift før 20. december 2018 ("bestående fyringsanlæg") med en nominel indfyret termisk effekt på mere end 5 MW og mindre end 50 MW bliver omfattet af bekendtgørelse om mellemstore fyringsanlæg d. 1. januar 2025. Det følger af miljøtilsynsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 8, litra b), at disse anlæg bliver omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn d. 1 januar 2025.
Indtil d. 1. januar 2025 er disse anlæg omfattet af den tilsynsregulering, som er gældende for den virksomhedstype, som de udgør indtil da. Indtil d. 1. januar 2025 er "bestående fyringsanlæg" på mere end 5 MW og mindre end 50 MW omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, da disse anlæg er godkendelsespligtige i henhold til godkendelsesbekendtgørelsen (bilag 2, G 201 eller G 202).
Eksempel 3
Fyringsanlæg på mindre end 1 MW på en G 201 eller G 202 virksomhed
Fyringsanlæg på mindre end 1 MW, som udgør en del af en virksomhed omfattet af listepunkt G 201
eller G 201 på godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2, er i dag omfattet af miljøtilsynsbekendtgørelsens krav om regelmæssige tilsyn. Disse anlæg omfattes ikke af kravet om regelmæssige tilsyn efter d. 1. januar 2025 eller d. 1. januar 2030, hvis de ikke er teknisk og forureningsmæssigt forbundet til en virksomhed eller et husdyrbrug m.v., som er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn.
På et fjernvarmeværk med bestående (anlæg i drift før 20. december 2018) fyringsanlæg på hhv. 900 kW og 6 MW, der ikke er teknisk og forureningsmæssig forbundet, vil anlægget på 900 kW ikke længere være omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn efter den 1. januar 2025, da anlægget på 900 kW ikke er godkendelsespligtig efter denne dato og heller ikke bliver omfattet af bekendtgørelse om mellemstore fyringsanlæg. Anlægget på 900 kW er heller ikke opført på bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen.