Hvilke tilsynsoplysninger er tilgængelige for offentligheden?

Oplysninger om tilsyn på virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, er offentlig tilgængelige. Det gælder dog ikke oplysningerne efter § 14, stk. 1, nr. 8 om, hvorvidt der er ført tilsyn med visse paragraffer i bekendtgørelse om mellemstore fyringsanlæg, jf. § 20, stk. 3. Oplysninger om markstakke er kun offentligt tilgængelige på aggregeret form i den årlige indberetning.

Du skal offentliggøre tilsynsoplysningerne på DMA, senest 4 måneder efter den dato, hvor du har udført tilsynet, jf. § 20, stk. 3.

Hvis du vælger at afgive oplysninger om tilsyn for øvrige virksomheder og husdyrbug m.v. efter hvert tilsyn, jf. afsnit "Tilsynsoplysninger om øvrige virksomheder og husdyrbrug m.v.", vil oplysningerne være offentlig tilgængelige i samme omfang som for virksomheder og husdyrbrug m.v. omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn.”

Husk, at foruden oplysningerne, jr. § 20, stk. 3, skal du offentliggøre 8 oplysninger fra tilsynsrapporten, når du har ført et fysisk tilsyn med virksomheder og husdyrbrug omfattet af kravet om regelmæssig tilsyn. Du kan læse mere om, hvilke oplysninger fra tilsynsrapporten, der skal offentliggøres under afsnittet ”Tilsynsrapport og offentliggørelse af udvalgte oplysninger”.

Vil du vide mere?

Få et samlet overblik over krav i miljøtilsynsbekendtgørelsen om afgivelse og offentliggørelse af oplysninger

Læs om Digital MiljøAdministration (DMA)

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 14 - om afgivelse af oplysninger om tilsyn, håndhævelser og brugerbetaling for tilsyn (Kapitel 4)

For hver virksomhed og husdyrbrug m.v. omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden efter hvert tilsyn følgende oplysninger til Miljøstyrelsen:

1) Angivelse af myndighed.

2) Navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer.

3) Dato for tilsynets udførelse.

4) Typen af virksomheden eller husdyrbruget m.v. fordelt på de grupper, der fremgår af bilag 3, og eventuelle gældende listepunkter, herunder hovedaktivitet og eventuelle biaktiviteter.

5) Tilsynstype (administrativt eller fysisk).

6) Tilsynskategori (basistilsyn, herunder relaterede tilsyn, prioriterede tilsyn, kampagnetilsyn, opstartstilsyn, § 9-tilsyn, øvrige tilsyn).

7) Antallet af markstakke på det enkelte husdyrbrug.

8) Om tilsynet helt eller delvist har vedrørt reglerne i eller afgørelser efter kapitel 3 og 4 samt § 46, stk. 1, nr. 1-6 og stk. 2, §§ 49, 54, 55, 56, 58, 59, 60, 61 og 62, § 73, stk. 5, § 74, stk. 5, §§ 75 og 79, § 81, stk. 1, nr. 2, § 82, § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, § 84, § 86, nr. 2, § 88 og § 90, stk. 2, i bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg. Dette gælder dog ikke reglerne om emissionsgrænseværdier for spormetaller og CO, reglerne om egenkontrol for spormetaller, reglen om indretning af målested og reglerne om måling og regulering af O2-indholdet i røggassen.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen for hver virksomhed og husdyrbrug m.v. oplyse, når der er meddelt påbud, forbud, indskærpelser og henstillinger samt datoen herfor. For de virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, skal det desuden oplyses, hvorvidt der er foretaget selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser samt datoen herfor.

Stk. 3. For øvrige virksomheder og husdyrbrug m.v. end dem, som er omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden oplysningerne efter stk. 1 og 2 efter enten hvert tilsyn eller oplysningerne i stk. 1, nr. 4-7 og stk. 2 årligt senest den 1. april for det forudgående kalenderår fordelt på de relevante grupper af virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af § 1, stk. 2, som fremgår af bilag 3.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om brugerbetaling for tilsyn årligt senest den 1. april for tilsyn for det forudgående kalenderår, fordelt på de grupper, som fremgår af bilag 3.

Stk. 5. Oplysningerne skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.

 

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 20 - om hvornår de enkelte oplysninger skal afgives/offentliggøres og hvilke oplysninger, der er tilgængelige for offentligheden (kapitel 4)

Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden offentliggør følgende:

1) De oplysninger, der fremgår af § 14, stk. 1, nr. 1-7 og stk. 3 og 4, § 15, idet offentliggørelse af oplysningerne i § 15, stk. 3, sker fordelt på de relevante grupper, som fremgår af bilag 3, § 17, stk. 1, og § 18, stk. 1, nr. 1-7 og 9-14, og stk. 2-4.

2) Når der er meddelt påbud, forbud eller indskærpelser, jf. § 14, stk. 2 og 3, med angivelse af virksomheden eller husdyrbruget m.v., idet oplysningerne efter § 14, stk. 3, i stedet kan offentliggøres fordelt på de relevante grupper, som fremgår af bilag 3.

3) Når der er meddelt henstillinger, foretaget selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser, jf. § 14, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2, nr. 1, uden angivelse af virksomheden eller husdyrbruget m.v.

Stk. 2. Oplysninger om henstillinger, jf. § 14, stk. 2, og de i § 18, stk. 1, nr. 8, nævnte oplysninger bliver stillet til rådighed for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne via den i § 19 nævnte digitale løsning. De i § 18, stk. 1, nr. 8, nævnte oplysninger om en virksomhed eller et husdyrbrug vil også være tilgængelige for den virksomhed eller det husdyrbrug, som oplysningerne vedrører.

Stk. 3. Offentliggørelse af oplysningerne i § 14, stk. 1, nr. 1-7, og stk. 2, jf. stk. 1, skal ske senest fire måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted, og offentliggørelse af oplysningerne i § 15, stk. 1, 2 og 4, skal ske senest fire måneder efter, at afgørelsen er truffet. Offentliggørelse af oplysningerne efter § 14, stk. 3 og 4, § 15, stk. 3, og § 17, stk. 2, nr. 1, skal ske senest den 1. april det efterfølgende år, idet oplysningerne efter § 14, stk. 3, og § 15, stk. 3, dog i stedet kan offentliggøres senest fire måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted, eller afgørelsen er truffet.

Stk. 4. Når tilsynsmyndigheden følger op på eventuelle påbud, forbud eller indskærpelser, offentliggøres konklusionen derpå.

Stk. 5. Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden offentliggør, hvis en afgørelse er påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, offentliggør tilsyns- og godkendelsesmyndigheden resultatet heraf.

Stk. 6. Offentliggørelse sker med undtagelse af de oplysninger, der vil kunne undtages fra aktindsigt efter reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Stk. 7. Offentliggørelse og videregivelse, jf. stk. 1-5, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

Stk. 8. Ved offentliggørelse af oplysninger om påbud, forbud og indskærpelser, jf. § 14, stk. 2, og stk. 3, hvis oplysningerne afgives efter hvert tilsyn, og de i § 15, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger, orienterer tilsyns- og godkendelsesmyndigheden virksomheden eller husdyrbruget m.v. om offentliggørelsen forud herfor. Der er ingen særskilt oplysningspligt efter denne bestemmelse, i det omfang opfyldelsen af denne forpligtelse allerede følger af databeskyttelseslovens og databeskyttelsesforordningens bestemmelser om oplysningspligt.

Senest opdateret d. 24-6-2021