Der kan ikke faktureres timer for aktiviteter, der ikke er anført på Brugerbetalingsbekendtgørelsen § 2. Der kan heller ikke faktureres timer for aktiviteter på de virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er nævnt i brugerbetalingsbekendtgørelsens § 1. Der kan heller ikke faktureres timer for aktiviteter, der er omfattet af andre gebyrer m.v.
Der kan ikke faktureres for tid brugt på aktiviteter, der ikke er knyttet direkte til den pågældende virksomhed, anlæg eller indretning m.v. eller husdyrbrug m.v.
Hvis de aktiviteter, der ikke skal faktureres timer for, sker i samme arbejdsgang som opgaver, der skal faktureres timer for (f.eks. under et tilsynsbesøg på virksomheden), må myndigheden vurdere, hvor stor en del af tidsforbruget på besøget, der skal trækkes fra det samlede tidsforbrug i forbindelse med tilsynsbesøget.
Nedenfor kan du finde nogle eksempler på aktiviteter, der ikke kan faktureres timer for. Vær opmærksom på, at listen ikke er udtømmende.
Kørsel
Der kan ikke faktureres timer for kørsel.
Det indledende tilsynsarbejde, som alene udføres på baggrund af oplysninger fra naboer eller andre tredjeparter
Tilsynsarbejde, som alene udføres på baggrund af oplysninger fra naboer eller andre tredjeparter (fx miljøorganisationer), faktureres der som udgangspunkt ikke timer for. Et tilsyn kan godt starte på baggrund af en naboklage, men det er først fra det øjeblik, hvor tilsynsmyndigheden ved tilsynet selv konstaterer, at der er noget, der giver anledning til en forsat tilsynsindsats, at tiden kan faktureres (forudsat, at virksomheden eller husdyrbruget m.v. er omfattet af brugerbetalingsbekendtgørelsens § 2 og er i drift). Det har ingen betydning for fakturering af tiden, om tilsynet giver anledning til efterfølgende håndhævelse.
Generel planlægning
Generel planlægning af tilsynsarbejde, generel vidensopbygning, efteruddannelse o. lign. samt arbejde med fastlæggelse af en generel praksis, herunder ved behandling i udvalg, kommunalbestyrelse m.v., kan ikke faktureres. Dette gælder også, selv om fx fastlæggelse af generel praksis sker med anledning i en konkret sag, eller selv om vidensopbygning sker i forbindelse med behandlingen af en konkret sag, hvis der er tale om generel viden, som medarbejdere med de pågældende opgaver bør være i besiddelse af. Det kan fx være viden om lovgivning og vejledninger eller generelt præget teknisk viden, og hvor den konkrete sag således blot er en anledning til at skaffe sig en mere generelt nødvendig viden.
Generel vejledning og dialog om forhold, som ikke er reguleret i forhold til den konkrete virksomhed eller husdyrbrug m.v.
Almindelig, generel vejledning om gældende regler m.v. kan ikke faktureres. Ligeledes skal tiden til dialog om forhold, som ikke er reguleret i forhold til den konkrete virksomhed, og som ikke er en integreret og nødvendig del af de egentlige tilsynsopgaver, ikke faktureres. Det betyder, at tid brugt til dialog om forhold, som ikke er reguleret eller som ikke overvejes reguleret i påbud eller vilkår i forhold til virksomheden m.v. eller husdyrbruget m.v., og som ikke er en integreret og nødvendig del af de egentlige godkendelses- eller tilsynsopgaver, ikke skal faktureres. Du skal således ikke fakturere tiden til drøftelser, som måske nok har afsæt i godkendelsesansøgningen eller et konkret tilsyn, men som ikke er nødvendig for hverken kommunens behandling af ansøgningen eller tilrettelæggelse af tilsyn, eller er affødt af virksomhedens eller husdyrbrugets m.v. behov for en konkret vejledning.
Fx skal tid anvendt til drøftelse af frivillig indførelse af miljøledelsessystemer og renere produkter ikke faktureres, medmindre den er en integreret og nødvendig del af en godkendelses- eller tilsynsopgave. Det kan dog være en nødvendig drøftelse, hvor tiden skal faktureres, hvis miljøledelse skal indføres. Det kan også være, at virksomhedens miljøledelsessystem vil have betydning for udformning af egenkontrolvilkår eller for den tilsynsmæssige kategorisering af virksomheden eller tilrettelæggelsen af tilsynet i øvrigt, og i disse tilfælde skal tiden også faktureres.
Det beror på din konkrete vurdering, hvorvidt der er tale om helt generel vejledning i gældende regler, eller om vejledningen vedrører reglernes konkrete anvendelse på virksomheden, eller husdyrbruget m.v., og hvordan virksomheden eller husdyrbruget m.v. kan leve op til reglerne.
Afgivelse af oplysninger til Miljøstyrelsen
Afgivelse oplysninger til Miljøstyrelsen, herunder stamoplysninger og oplysninger om tilsyn, godkendelser, eventuelle håndhævelser og brugerbetaling, iht. miljøtilsynsbekendtgørelsen, er ikke en opgave, der er omfattet af brugerbetalingsbekendtgørelsens § 1, da afgivelsen sker med det formål, der fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 73, stk. 3, og husdyrbruglovens § 54, stk. 3. Derfor kan tidsforbruget ikke faktureres, de oplysninger der er givet videre, bruges til at udarbejde den årlige vurdering af tilsyns- og godkendelsesindsatsen, jf. miljøtilsynsbekendtgørelsens § 21, til at kunne se sammenhænge og mønstre ved lovens administration, til vidensdeling og til information til offentligheden. Tilsvarende kan tidsforbruget til den årlige indberetning af timetaksten i henhold til brugerbetalingsbekendtgørelsen ikke faktureres.
Senest opdateret d. 17.12.2025