Administrative tilsyn
Et administrativt tilsyn er et tilsyn, hvor du fx gennemgår dokumentation i form af skriftligt materiale, fx analyserapporter. Et administrativt tilsyn kan også omfatte andet, fx hvis der er forhold, der skal undersøges nærmere for at du kan vurdere, om der er sket overtrædelser. Det administrative tilsyn foregår typisk i forvaltningen.
Hvis du både besigtiger aktiviteter og udfører en administrativ gennemgang af dokumentation i forbindelse med et tilsynsbesøg, kategoriseres tilsynet som et fysisk tilsyn.
Et opstartstilsyn kan ikke udføres som et administrativt tilsyn, jf. § 2, nr. 11. Et basistilsyn kan ikke udføres som et "rent" administrativt tilsyn, jf. § 2, nr. 8.
Administrative tilsyn bidrager ikke til at opfylde årsmålet for myndighedens tilsynsindsats.
Du kan læse mere om at afgive oplysninger om de enkelte tilsynstyper og -kategorier i afsnittet "Afgivelse af oplysninger og offentliggørelse, oplysninger om tilsyn".