Opstartstilsyn

Et opstartstilsyn er et fysisk tilsyn, du udfører på følgende virksomheder, jf. § 8, der etablerer sig for første gang:

Et opstartstilsyn er defineret i tilsynsbekendtgørelsens § 2, nr. 11.

At en virksomhed etablerer sig for første gang betyder, at det sker på bar mark eller i en tom bygning på en matrikel, hvor virksomheden:

  • ikke i forvejen har etableret aktiviteter, og
  • ikke har etableret aktiviteter på matrikler, der støder op til den matrikel, hvor nyetableringen finder sted

Du skal gennemføre et opstartstilsyn senest tre måneder efter at en virksomhed, som etablerer sig for første gang, har igangsat driften, jf. § 8. Et opstartstilsyn udføres altid som et fysisk tilsyn, jf. § 2, nr. 11.

Du skal ikke føre opstartstilsyn med en virksomhed:

  • som blot størrelsesmæssigt har udviklet sig til en af ovenstående 3 typer, hvis den allerede er omfattet af kravet om regelmæssige tilsyn, eller
  • hvis den har været etableret et andet sted og som følge heraf har kendskab til den lovgivning, som gælder for netop for denne type virksomhed

Det primære formål med et opstartstilsyn er at forbygge ”utilsigtet” udledning af forurenende stoffer, da der kan være risiko for, at miljøet påvirkes uhensigtsmæssigt i de tilfælde, hvor en virksomhed ikke har etableret sig i overensstemmelse med reglerne. Denne situation kan forebygges, hvis myndighederne kommer på besøg umiddelbart efter en nyetableret virksomhed har igangsat driften.

Udgangspunktet for tilsynet er de vilkår og krav, som virksomheden skal overholde, hvad enten vilkårene er fastsat i en miljøgodkendelse eller anden generel regulering.

I opstartstilsynet gennemgår du alle virksomhedens miljøforhold og identificerer de områder, hvor det vil være relevant for virksomheden at udarbejde rutiner for at forebygge uheld eller skader, som kan forurene miljøet, jf. § 2, nr. 11.

Efter et gennemført opstartstilsyn skal du foretage en miljørisikovurdering af virksomheden.

Opstartstilsyn bidrager til at opfylde årsmålet for myndighedens tilsynsindsats. Bemærk dog, at årsmålet er et mål for, hvor mange virksomheder eller husdyrbrug m.v., der skal have et fysisk tilsyn i løbet af et år. Det betyder, at hvis der gennemføres flere fysiske tilsyn inden for samme kalenderår på en virksomhed eller et husdyrbrug m.v., fx et fysisk opstartstilsyn og et fysisk §-9 tilsyn, tæller det kun som én besøgt virksomhed eller husdyrbrug m.v. Du kan læse mere om årsmål og tilsynsplanlægning i afsnittet "Tilsynsplanlægning og frekvenser".

Opstartstilsyn tæller ikke med i opfyldelsen af den fastlagte tilsynsfrekvens for den enkelte virksomhed.

Du kan læse mere om afgivelse af oplysninger om de enkelte tilsynstyper og -kategorier i afsnittet "Afgivelse af oplysninger og offentliggørelse, oplysninger om tilsyn".

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 2, nr. 11

Opstartstilsyn: Et fysisk tilsyn for virksomheder, som er optaget på bilag 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, er omfattet af bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, eller anlæg, som er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, medmindre anlægget er etableret i tilknytning til et anlæg eller en virksomhed, som allerede er etableret, og som er omfattet af § 1, stk. 2, og som etablerer sig for første gang. I opstartstilsynet gennemgår myndigheden alle virksomhedens miljøforhold og identificerer de områder, hvor det vil være relevant for virksomheden at udarbejde rutiner for at forebygge uheld eller skader, som kan forurene miljøet.

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 8

Tilsynsmyndigheden gennemfører et opstartstilsyn senest tre måneder efter, at en virksomhed, som er optaget på bilag 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed eller er omfattet af bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, og som etablerer sig for første gang, har igangsat driften. Dette gælder også anlæg, der er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, medmindre anlægget er etableret i tilknytning til et anlæg eller en virksomhed, som allerede er etableret, og som er omfattet af § 1, stk. 2.

Senest opdateret d. 24-6-2021