Miljøoplysningsloven

Oplysningerne, der offentliggøres i henhold til miljøtilsynsbekendtgørelsen, er beskyttet i samme omfang, som hvis der søges aktindsigt efter miljøoplysningsloven. Miljøoplysningsloven er en lov, der gælder særligt for aktindsigt i miljøoplysninger.

Hvilke oplysninger er undtaget fra aktindsigt efter miljøoplysningsloven?

Miljøoplysningslovens udgangspunkt er, at offentlighedslovens (1985-loven) og forvaltningslovens almindelige betingelser for og undtagelser fra retten til aktindsigt også gælder for miljøoplysninger, medmindre der i miljøoplysningsloven er fastsat andre regler. jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1. Det betyder, at miljøoplysningslovens undtagelser fra aktindsigt, og dermed også undtagelser fra offentliggørelse i henhold til miljøtilsynsbekendtgørelsen, i vidt omfang svarer til undtagelsesmuligheder efter offentlighedsloven og forvaltningsloven.

På en række punkter giver miljøoplysningsloven dog videre adgang til miljøoplysninger end offentlighedsloven og forvaltningsloven. Det gælder særligt for oplysninger om emissioner og oplysninger, som (udelukkende) indgår i offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser.

Faktaboks - Emissionsoplysninger

Det fremgår af miljøoplysningslovens § 2, stk. 5, at bl.a. reglen om beskyttelse af forretningshemmeligheder i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2 (1985-loven) ikke gælder for virksomhedernes og husdyrbrugs emissionsoplysninger, hvis anvendelse af undtagelsen vil stride mod artikel 4, stk. 2 i miljøoplysningsdirektivet. Det betyder, at emissionsoplysninger kun yderst sjældent vil kunne undtages fra aktindsigt. Det kan fx være, hvis offentliggørelsen af oplysninger vil kunne afsløre bl.a. ukendte produktionsmetoder, som vil kunne opnå immaterielretlig beskyttelse.

Afvejning af offentlighedens interesse i offentliggørelsen

Miljøoplysningsloven indeholder en konkret og en generel afvejningsregel. Dette betyder, at når du i forbindelse med offentliggørelsen skal vurdere, om en eller flere af undtagelsesreglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven skal anvendes, skal du foretage en konkret afvejning af offentlighedens interesse i, at oplysninger offentliggøres over for de interesser, der varetages ved at undtage oplysningerne fra offentliggørelse. Det følger af miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, 1. pkt. Den generelle afvejningsregel er, at undtagelsesmulighederne skal anvendes restriktivt under hensynstagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres. Dette betyder ikke, at afvejningen altid skal føre til, at oplysningerne skal offentliggøres.

Hvis der er tale om følsomme personoplysninger, fx om helbredsforhold, eller andre fortrolige personoplysninger, som er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk.1, nr. 1 (1985-loven), vil anvendelse af den konkrete afvejningsregel i almindelighed indebære, at oplysninger skal undtages fra offentliggørelsen. Det skyldes, at miljøoplysningsdirektivets artikel 4, stk. 2, stiller særlige krav til beskyttelse af fortrolige personoplysninger.

Bemærk endvidere, at der ikke skal foretages en afvejning i de sager inden for strafferetsplejen, der behandles af politiet og anklagemyndigheden, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, 3. pkt.

Senest opdateret d. 24-6-2021

Vil du vide mere?

Du kan finde Miljøstyrelsens vejledning til lov om aktindsigt i miljøoplysninger (2006)