Opfølgning på påbud, forbud og indskærpelser

Når du følger op på en indskærpelse, et påbud eller et forbud, skal du offentliggøre konklusionen på opfølgningen. Hvis afgørelsen om påbuddet eller forbuddet bliver påklaget, skal du offentliggøre resultatet af den endelige administrative afgørelse. I praksis sker offentliggørelsen ved, at du afgiver oplysninger om status på påbuddet, forbuddet eller indskærpelsen til Digital MiljøAdministration (DMA) efter følgende kategorisering: ”meddelt”, ”efterkommet”, ”påklaget” eller ”andre forhold”.

Konklusionen ”andre forhold” bruges, når ”meddelt”, ”efterkommet” eller ”påklaget” ikke dækker forholdet. Det kan fx være, hvis håndhævelseskravet er bortfaldet, eller hvis klagenævnet har omgjort et påbud eller forbud efter en påklage.

Det er vigtigt, at oplysninger om konklusioner på opfølgning på påbud, forbud eller indskærpelsen altid er afgivet til DMA, så de er opdaterede og retvisende. Oplysningerne er offentlig tilgængelige.

Vær opmærksom på, at kravet om offentliggørelse af konklusioner på opfølgningen, både knytter sig til:

  • virksomheder og husdyrbrug m.v. omfattet af kravet om regelmæssig tilsyn
  • virksomheder og husdyrbrug m.v., der ikke er omfattet af kravet om regelmæssig tilsyn, hvis du har valgt at afgive oplysninger, når der er meddelt påbud, forbud, indskærpelser og henstillinger efter hvert tilsyn, jf. § 14, stk. 3.

Kravene til offentliggørelse af opfølgning på påbud, forbud og indskærpelse finder du i § 12, stk. 2, og § 20, stk. 4.

Læs mere i afsnittet ”Afgivelse af oplysninger - Henstillinger, påbud, forbud, indskærpelser, selvhjælpshandlinger og politianmeldelser”.

Læs mere om håndhævelser generelt i Miljøstyrelsens "Vejledning om håndhævelse af Miljøbeskyttelsesloven".

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 12 - om offentliggørelse af tilsynsrapporter og opfølgning på håndhævelser (Kapitel 3)

Tilsynsmyndigheden offentliggør de oplysninger, der fremgår af § 11, stk. 1, nr. 1-8, samt dato for offentliggørelse med de begrænsninger, der følger af § 11, stk. 3, senest fire måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted.

Stk. 2. Når tilsynsmyndigheden følger op på eventuelle påbud, forbud eller indskærpelser, offentliggøres konklusionen derpå.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden offentliggør, hvis en afgørelse er påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, offentliggør tilsynsmyndigheden resultatet heraf.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden offentliggør ikke sagsbehandlingsskridt i forbindelse med varsling og meddelelse af påbud efter lov om forurenet jord.

Stk. 5. Ved offentliggørelsen af de i § 11, stk. 1, nr. 1-8, nævnte oplysninger skal det oplyses, at enhver har ret til aktindsigt i de øvrige oplysninger, som tilsynsmyndigheden er i besiddelse af, med de begrænsninger, der følger af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Stk. 6. Offentliggørelse, jf. stk. 1-3 og stk. 5, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 14, stk 3

Stk. 3. For øvrige virksomheder og husdyrbrug m.v. end dem, som er omfattet af § 1, stk. 2, afgiver tilsynsmyndigheden oplysningerne efter stk. 1 og 2 efter enten hvert tilsyn eller oplysningerne i stk. 1, nr. 4-7 og stk. 2 årligt senest den 1. april for det forudgående kalenderår fordelt på de relevante grupper af virksomheder og husdyrbrug m.v., som ikke er omfattet af § 1, stk. 2, som fremgår af bilag 3.

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 20 - om hvornår de enkelte oplysninger skal afgives/offentliggøres og hvilke oplysninger, der er tilgængelige for offentligheden (kapitel 4)

Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden offentliggør følgende:

1) De oplysninger, der fremgår af § 14, stk. 1, nr. 1-7 og stk. 3 og 4, § 15, idet offentliggørelse af oplysningerne i § 15, stk. 3, sker fordelt på de relevante grupper, som fremgår af bilag 3, § 17, stk. 1, og § 18, stk. 1, nr. 1-7 og 9-14, og stk. 2-4.

2) Når der er meddelt påbud, forbud eller indskærpelser, jf. § 14, stk. 2 og 3, med angivelse af virksomheden eller husdyrbruget m.v., idet oplysningerne efter § 14, stk. 3, i stedet kan offentliggøres fordelt på de relevante grupper, som fremgår af bilag 3.

3) Når der er meddelt henstillinger, foretaget selvhjælpshandlinger eller politianmeldelser, jf. § 14, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2, nr. 1, uden angivelse af virksomheden eller husdyrbruget m.v.

Stk. 2. Oplysninger om henstillinger, jf. § 14, stk. 2, og de i § 18, stk. 1, nr. 8, nævnte oplysninger bliver stillet til rådighed for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne via den i § 19 nævnte digitale løsning. De i § 18, stk. 1, nr. 8, nævnte oplysninger om en virksomhed eller et husdyrbrug vil også være tilgængelige for den virksomhed eller det husdyrbrug, som oplysningerne vedrører.

Stk. 3. Offentliggørelse af oplysningerne i § 14, stk. 1, nr. 1-7, og stk. 2, jf. stk. 1, skal ske senest fire måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted, og offentliggørelse af oplysningerne i § 15, stk. 1, 2 og 4, skal ske senest fire måneder efter, at afgørelsen er truffet. Offentliggørelse af oplysningerne efter § 14, stk. 3 og 4, § 15, stk. 3, og § 17, stk. 2, nr. 1, skal ske senest den 1. april det efterfølgende år, idet oplysningerne efter § 14, stk. 3, og § 15, stk. 3, dog i stedet kan offentliggøres senest fire måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted, eller afgørelsen er truffet.

Stk. 4. Når tilsynsmyndigheden følger op på eventuelle påbud, forbud eller indskærpelser, offentliggøres konklusionen derpå.

Stk. 5. Tilsyns- og godkendelsesmyndigheden offentliggør, hvis en afgørelse er påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, offentliggør tilsyns- og godkendelsesmyndigheden resultatet heraf.

Stk. 6. Offentliggørelse sker med undtagelse af de oplysninger, der vil kunne undtages fra aktindsigt efter reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Stk. 7. Offentliggørelse og videregivelse, jf. stk. 1-5, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

Stk. 8. Ved offentliggørelse af oplysninger om påbud, forbud og indskærpelser, jf. § 14, stk. 2, og stk. 3, hvis oplysningerne afgives efter hvert tilsyn, og de i § 15, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger, orienterer tilsyns- og godkendelsesmyndigheden virksomheden eller husdyrbruget m.v. om offentliggørelsen forud herfor. Der er ingen særskilt oplysningspligt efter denne bestemmelse, i det omfang opfyldelsen af denne forpligtelse allerede følger af databeskyttelseslovens og databeskyttelsesforordningens bestemmelser om oplysningspligt.

Senest opdateret d. 24-6-2021

""

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om håndhævelse i Miljøstyrelsens Vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Få et samlet overblik over krav i miljøtilsynsbekendtgørelsen om afgivelse og offentliggørelse af oplysninger her.