Inden de udvalgte oplysninger offentliggøres

Inden du offentliggør oplysninger om tilsynet, skal virksomheden eller husdyrbruget m.v. orienteres om, hvilke oplysninger du agter at offentliggøre.

Senest 2 måneder efter tilsynet har fundet sted, skal du sende tilsynsrapporten til virksomheden eller husdyrbruget m.v. til orientering. Samtidigt med at du sender tilsynsrapporten til virksomheden eller husdyrbruget, skal du gøre opmærksom på, hvilke udvalgte oplysninger du agter at offentliggøre, og at dette vil ske senest 4 måneder efter, at tilsynet har fundet sted. Det fremgår af § 11, stk. 2.

Du kan læse mere i afsnittet ”Rammer for og begrænsninger i afgivelse og offentliggørelse af oplysninger - Forudgående orientering af virksomheden eller husdyrbruget m.v. om offentliggørelsen”.

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 11

Tilsynsmyndigheden udarbejder efter hvert fysisk tilsyn på virksomheden eller husdyrbruget m.v. en tilsynsrapport, der beskriver, om virksomheden eller husdyrbruget m.v. overholder de love, regler og afgørelser, der er genstand for tilsyn. Tilsynsrapporten skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

  1. Baggrunden for tilsynet.
  2. Navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer på virksomheden eller husdyrbruget m.v.
  3. Typen af virksomheden eller husdyrbruget m.v.
  4. Dato for tilsynsbesøgets udførelse.
  5. Hvad der er ført tilsyn med.
  6. Om der er konstateret jordforurening, hvis det er relevant.
  7. Om der er meddelt påbud, forbud eller indskærpelser til virksomheden eller husdyrbruget m.v.
  8. Konklusioner på virksomhedens eller husdyrbrugets m.v. seneste indberetninger om egenkontrol, herunder om indberetningen har givet tilsynsmyndigheden anledning til at udstede påbud, forbud eller indskærpelser.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden sender tilsynsrapporten til virksomheden eller husdyrbruget m.v. senest to måneder efter, at tilsynsbesøget har fundet sted, og meddeler, hvilke oplysninger som agtes offentliggjort.

Stk. 3. Tilsynsmyndighedens offentliggørelse sker med undtagelse af de oplysninger, der vil kunne undtages fra aktindsigt efter reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Senest opdateret d. 24-6-2021