Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 5
Med udgangspunkt i miljørisikovurderingen, jf. § 4, fastsætter tilsynsmyndigheden en tilsynsfrekvens for hver virksomhed og hvert husdyrbrug m.v. ud fra de kriterier, der fremgår af bilag 1 og 2, jf. dog stk. 3-6.
Stk. 2. Tilsynsfrekvensen skal ændres, hvis miljørisikovurderingen giver anledning hertil.
Stk. 3. For virksomheder omfattet af bekendtgørelse om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug gælder tilsynsfrekvensen fastsat heri.
Stk. 4. Der skal fastsættes en samlet tilsynsfrekvens for anlæg, som er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, og som drifts- og lokaliseringsmæssigt er samlet, jf. dog stk. 6, idet de skal betragtes som en enkelt virksomhed.
Stk. 5. Anlæg, der er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, jf. § 1, stk. 2, nr. 8, og som er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med en virksomhed eller et husdyrbrug m.v. omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1-7, skal betragtes som en del af denne virksomhed eller husdyrbrug og følge den tilsynsfrekvens, som denne har.
Stk. 6. Hvor en virksomhed omfattet af listepunkt G201 i bilag 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed består af fyringsanlæg, som er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, og hvor der både er fyringsanlæg på mere end 5 MW og fyringsanlæg på mindre end eller lig med 5 MW, skal disse fyringsanlæg samlet først blive omfattet af tilsynsfrekvensen for kategori 2 fra den 1. januar 2030, jf. dog stk. 5.