Hvor tit skal en miljøtilsynsplan opdateres?

Miljøtilsynsplanen skal dække en bestemt tidsperiode og skal opdateres mindst hvert 4. år.

I den mellemliggende periode skal planen ajourføres, hvis nødvendigt.

Hvis du bliver bekendt med en ny IED-virksomhed eller -husdyrbrug, eller hvis en IED-virksomhed eller -husdyrbrug lukker, så skal du ajourføre miljøtilsynsplanen for at sikre, at planen omfatter alle IED-virksomheder og -husdyrbrug inden for tilsynsmyndighedens kompetenceområde. Der stilles ikke særlige krav til, hvor hurtigt ajourføringen skal ske, men det anbefales, at du opdaterer planen hurtigst muligt efter, at du som tilsynsmyndighed er blevet bekendt med en ny IED-virksomhed eller -husdyrbrug, eller at en IED-virksomhed eller -husdyrbrug er lukket.

Foretager du væsentlige ændringer i planen inden for planens gyldighedsperiode, vil den 4-årige periode, inden for hvilken planen skal opdateres, løbe fra denne ændring af planen. Er planen fx senest tilrettet i 2016, vil der først være krav om, at planen opdateres eller en ny plan udarbejdes i 2020, med mindre der i perioden kommer nye væsentlige ændringer.

Faktaboks - Væsentlige ændringer i miljøtilsynsplanen

Vurderingen af, hvilke ændringer der må anses for ”væsentlige”, tager udgangspunkt i miljøtilsynsplanens formål, herunder i formålet med offentliggørelsen af miljøtilsynsplanen. Væsentlige ændringer kan fx være:

  • væsentlige ændringer i tilsynsmyndighedernes tilsynsindsats, herunder prioritering på tilsynsområdet
  • væsentlige ændringer i tilsynsmyndighedens vurdering af, hvilke væsentlige miljøproblemer, der er i det område, planen dækker

En tilføjelse eller fjernelse af virksomheder eller et husdyrbrug vil derimod som udgangspunkt udgøre en mindre ændring.

Retsgrundlag

Miljøtilsynsbekendtgørelsen, § 3 - om miljøtilsynsplaner (Kapitel 2)

Tilsynsmyndigheden udarbejder en miljøtilsynsplan, som omfatter de virksomheder og husdyrbrug m.v., der er nævnt i § 1, stk. 2, og som ligger inden for tilsynsmyndighedens kompetenceområde. Miljøtilsynsplanen skal indeholde

1) en angivelse af det geografiske område, som planen omfatter,

2) en generel vurdering af relevante væsentlige miljøproblemer på tilsynsmyndighedens område,

3) en fortegnelse over de virksomheder, der er optaget på bilag 1 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, og de husdyrbrug, hvor dyreholdet overstiger en stipladsgrænse efter § 16 a, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller en stiplads- eller dyreenhedsgrænse efter de tidligere gældende regler i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, herunder oplysninger om navn, adresse, CVR-nummer, eventuelt P-nummer og eventuelt CHR-nummer og gældende listepunkt(er) for IED-aktivitet,

4) en beskrivelse af tilsynsmyndighedens tilsynsindsats, herunder hvordan et tilsynsbesøg tilrettelægges og gennemføres, samt procedurer for de tilsyn, som skal føres som led i et aktivt tilsyn, herunder tilsyn hurtigst muligt ved væsentlige miljøklager eller væsentlige miljøuheld, og når det er relevant, før en godkendelse meddeles eller revurderes, jf. § 9, og

5) en beskrivelse af eventuelle samarbejdsrelationer med andre myndigheder i forhold til tilsyn.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør et udkast til miljøtilsynsplan og oplyser samtidig, at enhver har ret til at kommentere udkastet inden for en frist på fire uger. Hvor Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed, sender styrelsen samtidig med offentliggørelsen udkastet til alle kommunalbestyrelser med anmodning om bemærkninger.

Stk. 3. Efter høringsfristens udløb foretager tilsynsmyndigheden de nødvendige ændringer og stiller miljøtilsynsplanen til rådighed for offentligheden umiddelbart herefter.

Stk. 4. Miljøtilsynsplanen opdateres mindst hvert 4. år.

Stk. 5. Ved mindre væsentlige ændringer eller opdateringer af miljøtilsynsplanen i den fireårige periode finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse, og miljøtilsynsplanen kan stilles til rådighed for offentligheden umiddelbart efter ændringen eller opdateringen.

Stk. 6. Offentliggørelse, jf. stk. 2, 3 og 5, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed, med angivelse af myndighed og periode.

Senest opdateret d. 24-6-2021